Om os

Forsvarets Sprogskole udfører følgende opgaver:

• Uddanner sprogofficerer som officerer, tolke og kulturvejledere, aktuelt inden for sprogretningerne russisk og arabisk.
  
  
• Uddanner civil-militære tolke, aktuelt inden for sprogretningerne arabisk, fransk og ukrainsk.
  
  
• Underviser i engelsk, med militært, professionsrettet fokus, på Forsvarsakademiets officersuddannelser.
  
  
• Tester engelskniveauet i henhold til NATO standarder hos Forsvarets medarbejdere i funktioner, der kræver sprogfærdigheder samt arbejder løbende med testudvikling.
  
  
• Formidler, rådgiver, underviser og oversætter, hvor skolen har ekspertise til det.
  
  
• Repræsenterer FAK i relevante internationale fora og etablerer samarbejdsrelationer med relevante internationale samarbejdspartnere.
  
  
• Klargør og udsender Forsvarets sprogofficerer og civil-militære samt civile tolke i mission.
  
  
• Støtter Forsvaret og andre myndigheder, særligt inden for tolkebrug, kontaktfærdigheder, parlørbrug, kulturforståelse samt øvelsesstøtte o.a.
  
  
• Administrerer og udvikler reserveentiteten.

Organisation

Ud over den faste bemanding på 50 medarbejdere (civile og militære) har FSS ansvaret for ca. 240 uddannede sprogofficerer af reserven og ca. 100 civile-militære tolke. De faste medarbejdere er fordelt på tre sektioner – Særlige Sprog, Engelsk og Test og Operationssektionen.

Sprogofficersskolens historie

Forsvarets Sprogskoles historie går tilbage til Teknikerliniens Befalingsmandsskole, der blev oprettet 1. april 1954 med opgave at uddanne civil- og teknikumingeniører til anvendelse i Hæren. Skolen var altså oprindeligt ikke en sprogskole, men en skole, der skulle give værnepligtige akademikere, fx dyrlæger og jurister, en militær specialuddannelse.

Den første sprogofficersuddannelse (i russisk) blev oprettet i efteråret 1957. Baggrunden var, at krigsfanger, ifølge Genevekonventionerne af 1954, skulle kunne kommunikere – og afhøres – på et sprog, som de forstod. Senere under Den kolde krig blev der fra 1972 til 1993 også uddannet sprogofficerer i polsk. Skolen dækkede endvidere frem til 2003 en række uddannelser i taktisk efterretningstjeneste.

Med Berlin-murens fald i 1989 ændredes sprogofficerernes opgaver. De blev nu som tolke og områdespecialister/kulturvejledere inddraget i de gensidige våbenkontrolsystemer, som efter den kolde krig blev etableret mellem de tidligere blokke i Vest og Øst, fx CFE-traktaten af 1992. Hertil kom en række danske samarbejdsprojekter i Østeuropa, specielt i de nu selvstændige baltiske lande der på det tidspunkt alle havde russisk som andet modersmål.

Siden 1992 har Danmarks mere aktive deltagelse i krig og konflikt præget sprogofficersuddannelsens og sprogofficerskorpset opgaver. Blandt andet i det tidligere Jugoslavien (1992-2003), Kosovo (fra 1999), Irak (1991, 2003-07), Afghanistan (fra 2001), Somalia (fra 2008) samt en række andre større og mindre lande. Fra 1994 oprettedes derfor en arabisk-linje og fra 2007 uddannelser i de afghanske sprog pashto og senere dari. Samtidig med disse fjerne indsatser skabte færre opgaver orienteret mod Rusland, kombineret med et stort antal russisktalende sprogofficerer, mulighed for at sætte uddannelsen i russisk på vågeblus fra 2008-2013.

I lyset af erfaringerne fra krigene i Irak og Afghanistan etableredes fra 2012 kapacitet til forskning i kulturens betydning for opnåelse af militære målsætninger – og afledt heraf et særligt fokus på kontaktfærdigheder. Med den seneste forsvarsreform fra 2013, hvor blandt andet de tre værns officersskoler blev underlagt Forsvarsakademiet, samledes også ansvaret for deres engelskundervisning i Forsvarsakademiets Institut for Sprog og Kultur, som ved samme lejlighed blev institutionens ny navn.

I 2018 blev Institut for Sprog og Kultur lavet om til Forsvarets Sprogskole, og fokus blev igen rettet mod uddannelse inden for sprog.

Skolens heraldiske mærke er en fakkel (oplysning) og en dobbeltrose (fortrolighed). Dobbeltrosen stammer fra den tid, hvor skolen i høj grad havde med efterretningstjeneste at gøre. I dag uddannes sprogofficererne alene som tolke og kulturvejledere, hvorfor rosen tolkes som markerende den fortrolighed, der skal være mellem tolken og tolkebrugerne.