Kadetter til undervisning på Flyvevåbnets Officersskole.

Foto: Forsvarsakademiet

Formålet med den militære diplomuddannelse er, at den studerende udvikler sine personlige og faglige kompetencer til selvstændigt at kunne varetage opgaver som officer i Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet på funktionsniveauet premierløjtnant. Den studerende skal kunne vurdere, reflektere over og anvende teoretiske og metodiske elementer, der indgår i officerens militære praksis, hvilket primært omhandler militær ledelse, militære operationer og militær strategi.

 

Formålet er endvidere, at den studerende bliver kvalificeret til at håndtere komplekse situationer i en daglig ledelsesmæssig og i en operativ kontekst samt evner at udvikle egen officerspraksis. Derudover skal den studerende opnå kompetencer til selvstændigt at kunne indgå i fagligt og tværfagligt samarbejde såvel indenfor egen enhed som med eksterne relationer i en national og international ramme.

 

Officersuddannelserne

Den Militære Diplomuddannelse er en integreret del af Forsvarets samlede officersuddannelse indenfor hhv. Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og Beredskabsstyrelsen.

 

Adgangskrav

Studerende på officersuddannelsen for et af de tre værn jf. Rammestudieordning for Officersuddannelsen i hhv. Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet optages som en del af det samlede uddannelsesforløb automatisk på den militære diplomuddannelse for det pågældende værn.

 

For civile, som ønsker optagelse på den militære diplomuddannelse uden at være optaget på en officersuddannelse, kræves en relevant uddannelse på kvalifikationsrammeniveau 5 eller højere. Derudover kræves minimum to års relevant erhvervserfaring efter den adgangsgivende uddannelse.

 

En ansøger, der opfylder adgangsbetingelserne, kan følge et modul på diplomuddannelsen uden at blive indskrevet på den samlede uddannelse.

 

For ansøgere, der ikke opfylder ovenstående betingelser, vil optagelse bero på en realkompetencevurdering. 

Studerende på FAK?

Sidst opdateret 22. marts, 2024 - Kl. 09.14