Studerende på operationsmodulet på MMS

Faget "Militære Operationer" udvides betydeligt i den nye studieordning, hvor det nu omfatter 16 ECTS-point og indebærer en øget tilstedeværelse. Foto: Forsvarsakademiet

Den opdaterede MMS 2024 fjerner den tidligere struktur med valgfrie flex-moduler og etablerer en fast sekvens af moduler, der dykker dybere ned i militære operationer, militær styrkeudvikling og adaptation. Dette skifte sikrer en klarere progression gennem uddannelsen og er designet til at styrke den studerendes forståelse for integreret militær strategi og operativ praksis.

 

"Forsvarets uddannelser skal til enhver tid afspejle de militære udfordringer, vi kan komme til at stå overfor på både kort og længere sigt, det være sig nye eller øgede trusler, ny teknologi eller andre faktorer, der ændrer vilkårene for Forsvarets operative formåen" siger generalmajor Flemming Mathiasen, chef for Forsvarsakademiet. "Den nye masteruddannelse har et væsentlig øget operativt indhold og sammen med mere fokus på teknologiforståelse og strategisk udvikling af Forsvaret, styrker den nye uddannelse officerernes kompetence til at varetage Forsvarets kerneopgave, at forsvare Kongeriget.”

 

Opbygningen af uddannelsen i en fast progression af moduler skal sikre, at hvert modul kan bygge oven på det forrige, og at de studerende kan anvende den viden, kompetencer og færdigheder, de har tilegnet sig på tidligere moduler. "Fordelen med fast rækkefølge er, at hvert modul kan udnytte og samtidig bidrage fokuseret til den samlede kompetenceopbygning. Det skulle gerne give en betydelig bedre sammenhæng i uddannelsen" siger Forsvarsakademiets dekan, Henrik Breitenbauch, og tilføjer: "Ud over den faste rækkefølge, har vi i udviklingen også fokuseret på flerfaglige og integrerede moduler. De skal give et naturligt flow og altid belyse emnerne i en relevant sammenhæng, der giver en helhedsorienteret læring med et langt bedre overblik for den studerende og indsigt i samspillet mellem Forsvarets domæner."

 

'Militære Operationer' udgør nu en fjerdedel af uddannelsen

Faget "Militære Operationer" udvides betydeligt i den nye studieordning, hvor det nu omfatter 16 ECTS-point og indebærer en øget tilstedeværelse. Denne udvidelse er rettet mod at styrke de studerendes praktiske og teoretiske forståelse af planlægning, udførelse og evaluering af militære operationer på et værnsfælles operativt niveau. Med et større fokus på hands-on læring og simulationer vil dette modul udvikle officerernes evne til at analysere, formulere og diskutere praktiske løsninger på komplekse og ofte svært definerbare strategiske og operative problemstillinger.

 

Udover at udgøre et større antal ECTS-point, vil modulet 'Militære Operationer' være opdelt i tre dele med flere tilstedeværelsesdage. Modulets opbygning med en teoretisk, en metodebaseret og en praktisk del skal sikre, at den studerende bliver i stand til at bidrage fagligt til eller organisere og føre en operativ planlægningsgruppe under planlægning, gennemførelse og vurdering af værnfælles operationer.

 

Nye fag: ’Militær Adaption’ og ’Militær Styrkeudvikling’

Det nye fag 'Militær Adaption' er en væsentlig del af den nye Master i Militære Studier, og det adresserer de udfordringer, som Forsvaret står overfor i en hastigt foranderlig sikkerhedspolitisk situation. Modulet giver de studerende en analytisk tilgang til militær tilpasning med fokus på forholdet mellem militære organisationer og deres nationale og internationale omgivelser. Med udgangspunkt i aktuelle forandringer som geostrategisk konkurrence og teknologisk innovation, vil de studerende lære at forstå og håndtere, hvordan organisationer kan tilpasse sig disse nye realiteter både i krise og krig. Dette modul, som udgør 5 ECTS-point, vil klæde de studerende på til at indgå i strategiske overvejelser og forandringsprocesser på højt niveau​.

 

Det nye fag 'Militær Styrkeudvikling' introduceres som en central del af MMS 2024. Dette modul fokuserer på udvikling og implementering af militære kapaciteter, der er nødvendige for at opretholde og forstærke Forsvarets operationelle effektivitet. 'Militær Styrkeudvikling' vil dykke ned i teknologiske innovationer, kapacitetsbygning og strategisk ressourcestyring og er designet til at udruste fremtidens officerer med nødvendige redskaber til at understøtte opbygning af Forsvarets kapaciteter i fremtiden. Modulet kommer til at udgøre 10 ECTS-point af det samlede 60 ECTS-point, som hele uddannelsen udgør.

 

Øget fokus på efteruddannelse

Som underbygning til ændringerne i studieordningens struktur vil Forsvarsakademiet fortsat tilbyde en række efteruddannelseskurser, som kan tages før eller efter det formelle MMS-forløb, for at supplere og opdatere de studerendes kompetencer efter behov. Dette gør sig især gældende for kurser i militær ledelse på flere niveauer. I de kommende år, vil der blive taget stilling til, hvorvidt flex-moduler fra den hidtidige masteruddannelse skal udbydes som efteruddannelseskurser. Derudover vil der inden for hvert værn være efteruddannelseskurser, som skal tages før eller efter MMS, med henblik på at sikre værnsspecifikke kompetencer.

 

Forsvarsakademiet ser frem til at implementere den nye MMS, som træder i kraft til efteråret.

Master i Militære Studier 2024

Formålet med den nye Master i Militære Studier (MMS) er at klæde fremtidens militære chefer på til at lede udvikling og operere i et krævende internationalt og nationalt forsvars- og sikkerhedspolitisk miljø præget af høj usikkerhed, foranderlighed og kompleksitet.

 

Uddannelsen er designet til at udvikle dybtgående strategiske, operative og teknologiske kompetencer og styrke kritisk tænkning samt handlekraft hos officerer. Dette skal gøre dem i stand til effektivt at varetage chef- og stabsfunktioner på operativt niveau i både nationale og internationale sammenhænge.