Kadetter på Hærens Officersskole

Du kan finde information om officersuddannelsen her eller på Forsvarets Karrieresite, eller du kan kontakt studievejledning via telefon eller mail. Foto: Forsvarsakademiet

Ønsker du at søge om optagelse på Hærens Officersskole, anbefaler vi dig, at du først læser vores ansøgningsvejledning og dernæst, at du er opmærksom på at få udfyldt ansøgningen korrekt, samt husker at vedhæfte relevante bilag.

 

På vores karrieresite kan du læse mere om uddannelsen, optagelsesprocessen og finde ansøgningsfrister

Deltagere til åbent slot

Åbent slot arrangementer

Overvejer du at blive officer? Så må du ikke gå glip af den unikke mulighed, når der åbnes op for Frederiksberg Slots porte og inviteres til åbent slot på Hærens Officersskole.

 

Hvert år afholder vi flere åbent slot arrangementer, der er informationsaftener, hvor du kan blive klogere på, hvad det vil sige at gå på officersuddannelsen, inden du søger.

 

Vi garanterer et spændende program, hvor du vil komme helt tæt på officersuddannelsen og møde både kadetter og en nyuddannet premierløjtnant.

 

Klik her for at få mere information omkring datoerne for åbent slot, samt tilmelding

 

Ofte stillede spørgsmål

Det er ikke påkrævet at have militær baggrund for at ansøge om optagelse på officersuddannelsen. Under uddannelsen vil du blive udstyret med en grundlæggende soldaterfaglig viden samt lære de nødvendige militære discipliner.

 

Det anbefales dog, at du sætter dig ind i, hvad det indebærer at tage en uddannelse i Forsvaret, før du ansøger. Dette viser din motivation for at deltage i en militær kontekst.

 

Faktisk har over 40 % af de kadetter, der bliver optaget på officersuddannelsen ikke nogen tidligere erfaring fra Forsvaret.

Der findes to forskellige veje til at blive officer, og en af dem er internt i Forsvaret. Denne vej henvender sig til dig, der allerede er befalingsmand og besidder modet og handlekraften til at avancere til officer.

 

Den adgangsgivende akademiuddannelse strækker sig over to år som et deltidsstudie, så du kan fortsætte i din nuværende stilling samtidig. Du vil have mulighed for at kombinere dine færdigheder fra felten og din ledelseserfaring med nye ansvarsområder og refleksioner.

 

Hvis du som tjenestemand i forsvaret allerede har en akademiuddannelse, kan du søge om optagelse på Hærens Officersskole.

 

Med karrieresitets kompas funktion kan du læse mere om netop din vej til at blive officer internt

Kan jeg søge, hvis jeg ikke har færdiggjort min uddannelse?

 

Du kan godt søge om optagelse på officersskolen selvom du ikke har færdiggjort din nuværende uddannelse. På den måde kan du komme til optagelsesprøve og blive afklaret med om du er egnet til optagelse, før du har afsluttet din uddannelse.

 

Dog kan du ikke begynde på officersskolen, før du har afsluttet din uddannelse.

 

NB. Hvis din uddannelse ikke er afsluttet på tidspunktet for ansøgningen, er det afgørende, at du vedlægger de karakterer, du hidtil har opnået.

I 2021 havde 67 % af de optagne ansøgere til officersuddannelsen enten en bachelor- eller kandidatgrad. De resterende ansøgere havde enten en professionsbachelor, en diplomuddannelse eller mere.

 

Kvinder udgjorde 21 % af de optagne ansøgere til officersuddannelsen i 2021.

 

Når det kommer til uddannelsesbaggrund, havde 31 % af de ansøgere, der blev optaget på officersuddannelsen i 2021, en bachelorgrad inden for det samfundsvidenskabelige område. Der var også repræsentation fra andre studieretninger såsom humaniora og sundhedsvidenskab.

 

Folk kommer med vidt forskellige baggrunde – alt fra kunsthistorie til en CBS- uddannelse – derfor er der selvfølgelig også plads til dig.

Afprøvningen kan betragtes som en optagelsesprøve, hvor du skal igennem en række fysiske og kognitive tests samt samtaler, der sigter mod at evaluere dit ledelsespotentiale.

 

Inden afprøvningen skal du igennem en personlighedstest og en samtale med en psykolog. Herefter vil du kunne blive indkaldt til afprøvningen, såfremt din ansøgning opfylder de formelle adgangskrav. Hvis din ansøgning opfylder de formelle adgangskrav, vil du modtage et link til at booke en tid til afprøvning. Efter afprøvningen vil en kommission, baseret på en helhedsbedømmelse af de forskellige tests og samtaler, afgøre din egnethed til uddannelsen.

 

Afprøvningen vil omfatte følgende elementer:

  • Fysiske tests i overensstemmelse med Forsvarets basiskrav
  • Gruppeopgaver
  • Kognitive tests
  • Helbredsundersøgelse
  • Samtaler med officersskolerne

 

Den fysiske del af afprøvningen tester din udholdenhed og styrke, og de psykologiske og kognitive tests har til formål at vurdere dit ledelsespotentiale. Gennem forskellige tests, øvelser og samtaler undersøger vi blandt andet din psykologiske profil, IQ, modenhed og motivation. Det er den samlede vurdering af dine tests, der afgør din egnethed.

 

Hvis du er mere nysgerrig på optagelsesprøven, kan du her se en video om hvordan den forløber sig

(vær opmærksom på at du skal scrolle lidt ned ad siden, for at se videoen)

Hvis du ikke består den fysiske test, vil dette blive taget med i den overordnede vurdering.

 

Hvis det generelt vurderes, at du passer til profilen, vil du i de fleste tilfælde blive inviteret til at gennemgå en ny fysisk test. Hvis du heller ikke klarer denne test, vil du ikke kunne tilbydes en plads på uddannelsen

Efter afslutningen af optagelsesprøven afholder vi en optagelseskommission, hvor der foretages en samlet vurdering af dig og din egnethed til uddannelsen samt rollen som officer.

 

Optagelseskommissionen består af en formand, en udvælgelsespsykolog og en repræsentant fra den officersskole, som du ansøger om optagelse på. Du deltager ikke selv i kommissionens møde.

 

En væsentlig del af afprøvningen til officersuddannelsen er at evaluere dit potentiale som leder. Der findes ikke én enkelt kompetence, der alene afgør din egnethed som leder; det er derimod en samlet vurdering baseret på din ansøgning og dine præstationer. Vi undersøger blandt andet dine sociale færdigheder, selvdisciplin, psykiske robusthed og selvtillid.

Cirka tre uger efter din afprøvning vil du modtage svar i din e-Boks. Her vil det fremgå, om du bliver vurderet egnet, ikke egnet, eller om vi opfordrer til at du sender en ny ansøgning inden for 1-3 år.

 

Hvis du bliver vurderet egnet, kan du blive tilbudt en uddannelsesplads på Hærens Officersskole. Vær dog opmærksom på at du som ’egnet’ ikke nødvendigvis bliver tilbudt en plads.

 

Hvis du ikke har modtaget noget tre uger efter din afprøvning, er du altid velkommen til at kontakte Forsvarets Rekruttering for yderligere oplysninger.

Dit første job bliver typisk som delingsfører i et af landets regimenter for ca. 30 soldater. Det kan enten være værnepligtige eller professionelle, som du får ansvar for at uddanne og lede, således delingen kan løse landmilitære opgaver. Du vil veksle mellem at planlægge, undervise og føre din deling under øvelser og indsættelser. Herved får du mulighed for at udvikle dit lederskab allerede fra din første stilling som officer. Alt efter hvor du forretter tjeneste, vil opgaverne ændre sig i løbet af de første år.

Kontakt studievejled­ningen

Vil du vide mere om uddannelsen på Hærens Officersskole, så kontakt os på:

 

Tlf.: +45 30 59 73 55 eller +45 41 32 02 00

 

E-mail: fak-ktp-ho-rek@mil.dk

Facebook Feed

Indhold fra Facebook kan ikke vises, da du ikke har accepteret tredjeparts-cookies.

Sidst opdateret 5. juli, 2024 - Kl. 09.26