Kadet på Hærens Officersskole

Et af de første synlige elementer man møder, hvor uddannelsen skiller sig ud, er at det daglige undervisningsliv foregår i militær uniform. Foto: Forsvarsakademiet

Officersuddannelsen klæder dig på til at uddanne, lede og motivere en større gruppe soldater i at løse landmilitære opgaver. Det er desuden både det sociale og fysiske aspekt af uddannelsen, der gør den til noget særligt; man går sammen over 100 studerende – som på officersskolen kaldes kadetter – med vidt forskellige baggrunde. Det giver en fantastisk blanding af mennesker, der har det fælles mål at blive udnævnt til premierløjtnanter.

 

Derudover er der forskellige øvelser og presture udenfor slottet, som for eksempel patruljekursus ved jægerkorpset eller faldskærmskursus, som man som kadet ind i mellem skal igennem. Tiden op til turene er særlig, fordi der opstår en stemning af spændthed og nervøsitet. Når kadetterne herefter vender hjem, er fællesskabet endnu en gang styrket, og mange er oftest blevet et par centimeter højere, fordi de kom vellykket igennem.

Oberst S. B. Paludan-Møller

Efter 9. april 1940 udviklede chefen for Grænsegendarmeriet oberst S. B. Paludan-Møller sig til en beslutsom modstander af bestættelsesmagten som lokalformand for "Det frie Nord". Paludan-Møller faldt i kamp efter en tre timers lang ildkamp mod tyskerne omringet i hans villa. Foto: Forsvaret

At være opkaldt efter krigshelte

Når der starter nye årgange på Hærens Officersskole, får holdene et navn – de bliver opkaldt efter en dansk krigshelt. Anker, Pløger, Paludan-Müller, Bennike, Storrud eller Damholt er navnene på nogle af de krigshelte, der har udmærket sig i deres arbejde for Forsvaret, og som skolen hædrer på denne måde.

 

Det er en tradition og en måde at mindes de enkelte helte og at sætte ord på – måske også overfor sig selv som kommende officer – at det er et farligt erhverv, der kan være forbundet med risiko.

 

En hverdag i uniform

Et af de første synlige elementer man møder, hvor uddannelsen skiller sig ud, er at det daglige undervisningsliv foregår i militær uniform. Mange er utroligt glade og stolte over at bære sin uniform hver dag med Dannebrog på den venstre skulder. Det handler om fædrelandsstolthed og om at have et tilhørsforhold til Forsvaret.

Soldater ved briefing

Holdførere som nærmeste chef

I undervisningen er lærerne dine nærmeste foresatte og står for at formidle færdigheder indenfor et bestemt fag. De fungerer som de faglige eksperter og vurderer din faglige indsats. Men når det gælder din samlede tid på skolen og personlige udvikling som officer samt vurderingen af dit potentiale, er din nærmeste chef din holdfører.

 

Holdføreren fungerer som en form for klasselærer eller leder for holdet og har det overordnede ansvar for at kadetterne på holdet kommer igennem uddannelsen. Det er med holdføreren du kan drøfte særlige ønsker eller spørgsmål, og det er holdføreren, der hjælper dig, hvis der er fag eller andre forhold, der ikke går som forventet, og du har brug for et skub i den rigtige retning.

Kadetter på Hærens Officersskole til parade

Militær dannelse

Vi betegner Hærens Officersskoles ansvar for den individuelle kadet og den kommende officers personlige vækst som "militær dannelse". Der er endda undervisning i militær dannelse, der giver indsigt i grundlæggende traditioner og historie i officerskorpset samt en forståelse for forsvarets struktur og dets rolle i samfundet. Dette fag er mangfoldigt og bidrager til udviklingen af kadetterne i overensstemmelse med officersprofilen i Hæren, som omfatter styrke, vilje, evne og mod. Selvforståelse, integritet og lederskab er blandt de væsentlige elementer i uddannelsen.

Kontakt studievejled­ningen

Vil du vide mere om uddannelsen på Hærens Officersskole kan du finde mere information på Forsvarets Karrieresite.

 

Du kan også finde mere vejledning på studievejledningens side her

 

Du kan kontakte studievejledningen på:

 

Tlf.: +45 30 59 73 55 eller +45 41 32 02 00

 

E-mail: fak-ktp-ho-rek@mil.dk

Facebook Feed

Indhold fra Facebook kan ikke vises, da du ikke har accepteret tredjeparts-cookies.

Sidst opdateret 4. juli, 2024 - Kl. 09.30