Fregatten Niels Juel

Foto: Fregatten Niels Juel

Undersøgelsen viser, at både dimittender og aftagere er meget tilfredse med udbyttet af uddannelsen, og dimittenderne er tilfredse med deres førstegangstjeneste og vil anbefale uddannelsen til andre interesserede.

 

Dimittenderne har givet en række positive tilbagemeldinger om deres oplevelse af uddannelsen og de kompetencer, de har tilegnet sig. Mange dimittender føler, at de har fået et solidt fagligt fundament, der gør dem i stand til at varetage deres rolle som sergent effektivt. Aftagerne fremhæver særligt dimittendernes evne til at lede og tage ansvar som en af de vigtigste kompetencer, de har opnået gennem uddannelsen.

 

Dimittenderne vurderer dog også, at der er områder, hvor de føler sig mindre sikre, herunder viden om krigens love, folkeret samt militær disciplinar- og straffelov. Dette er områder, som Forsvarsakademiet allerede har taget skridt til at forbedre i den fremtidige uddannelsesmodel, hvor der vil være et styrket fokus på disse emner.

 

Undersøgelsen er en del af den løbende kvalitetssikring, der skal være med til at sikre uddannelsens relevans i forhold til Forsvarets behov og viser, at uddannelsen giver sergenterne et solidt fundament for deres videre karriere i Forsvaret.

 

Aftagerne anderkender sergenternes kompetenceniveau

Formålet med undersøgelsen er at klarlægge, om nyudnævnte sergenter fra Søværnets Sergentuddannelse tilegner sig de nødvendige kompetencer, og hvorvidt uddannelsen fortsat lever op til aftagernes behov. Aftagerne vurderer generelt, at dimittenderne er på et højt niveau efter endt uddannelse. Særligt positivt er det, at aftagerne vurderer, at sergenterne især evner at tage ansvar og initiativ i deres daglige ledelse.

 

Det positive feedback fra både dimittender og aftagere viser, at uddannelsen i høj grad formår at forberede sergenterne til deres rolle i Søværnet, samtidig med at der kontinuerligt arbejdes på at forbedre og tilpasse uddannelsens indhold og struktur.

 

Forsvarsakademiet udvikler uddannelsen på baggrund af tilbagemeldinger

Blandt undersøgelsens resultater ses det, at der både fra dimittendernes og aftagernes side er et stort ønske om at ændre uddannelsesmodellen, så uddannelsen gennemføres som ét samlet forløb frem for delt i særskilte moduler. Hovedargumentet er, at eleverne får større udbytte af at dedikere deres tid til at udvikle sig dagligt på uddannelsen for derefter at vende tilbage til samme eller ny enhed i den nye funktion som leder, frem for at veksle mellem uddannelse og tjeneste.

 

Forsvarsakademiet har allerede testet en ny uddannelsesmodel, der indtil videre har givet positive tilbagemeldinger, og en proces omkring sammensætning af en ny uddannelsesmodel er iværksat.

 

Fortsat engagement i kvalitetssikring

Forsvarsakademiet fortsætter med løbende at evaluere og justere sergentuddannelsen for at sikre, at uddannelsen lever op til Forsvarets behov. Henrik Breitenbauch, dekan ved Forsvarsakademiet, udtaler: "Vi er glade for de positive tilbagemeldinger fra både dimittender og aftagere. Det bekræfter, at vores uddannelser lever op til forventningerne og kravene i Forsvaret. Samtidig er vi opmærksomme på de områder, hvor der er plads til forbedring, og vi arbejder målrettet på at styrke sergentuddannelsen yderligere."

Læs rapporten

Ønsker du at dykke længere ned i rapportens resultater og konklusioner?

 

Download rapporten her