Stormagternes rivalisering vil i stigende grad finde vej til lokale proxy-konflikter

Frygten for storkrig mellem stater er vokset markant efter Ruslands angreb på Ukraine sidste år. Men lytter man til konklusionerne fra sidste uges konference på Forsvarsakademiet om proxykrig og stormagtsrivalisering, vil den tiltagende magtkamp mellem verdens stærke stater i lige høj grad udspille sig i brogede borgerkrige i Afrika og Mellemøsten.

På det lokale niveau, hvor parterne slås om eksempelvis adgangen til rent drikkevand, sjældne jordarter eller etniske tilhørsforhold, vil stormagterne blande sig og støtte en eller flere fløje i den lokale konflikt. Ikke kun for at fremme en bestemt sag, men også for at stække rivaliserende stormagter, der ligeledes er til stede. Det fortæller lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, Troels Henningsen, der var den ene af to tovholdere på sidste uges konference:

”En af de vigtigste pointer fra konferencen handler om, at vi i fremtiden vil se flere proxykrige a la konflikten i Syrien og Irak, hvor både nabostater og geografisk fjerntliggende stormagter støtter forskellige sider på kamppladsen.”

Han tilføjer: ”Storkrige som den, der udspiler sig i Ukraine, eller den potentielle krig, der kan udvikle sig mellem USA og Kina over Taiwans selvstændighed, er naturligvis farligst og med størst konsekvenser for verden og for Danmark. Men i de kommende årtier forventer vi at se langt flere internationaliserede interne konflikter – kendt som proxykrige eller stedfortræderkrige – fordi de allerede i dag er mere almindelige og ikke rummer samme risiko for atomkrig eller økonomisk ruin for stormagterne.

”Vesten har med god grund fokus på Rusland og Ukraine, men i fremtiden er det meget sandsynligt, at danske soldater vil være på mission i proxy-konflikter som den i Syrien og Irak,” fortæller Troels Henningsen, lektor ved Forsvarsakademiet. Foto: Marie Prangsgaard, Forsvarsakademiet

Proxykrig har flere definitioner

Inden for de senere år er der sket et skift i definitionen af proxykrig, og derfor var konferencen med til at stille skarpt på begreber, som ikke altid er entydige, fortæller Elias Götz, der også var tovholder på Forsvarsakademiets konference:

”Under den amerikansk-ledede krig mod terror i 2000’erne var forskerne optaget af, hvordan en stærk sponsor så som USA brugte proxyer som lokale grupper i Afghanistan til at bekæmpe Taleban. Det handlede kort sagt om forholdet mellem sponsoren udefra og proxyen på landjorden, der blev brugt til at opnå sponsorens strategiske mål – såfremt proxyen ellers gad makke ret, hvilket ikke altid var tilfældet.”

Elias Götz fortsætter: ”Når vi taler om proxykrig i dag, hvor stormagterne vælger at gå ind i samme konflikt, er det lige så vigtigt at se på deres interne forhold. Med flere stormagter på spil som sponsorer i samme konflikt, ændrer betingelserne sig for, hvordan de kan styre deres proxyer på kamppladsen, og hvordan det bliver vanskeligere at udføre deres strategi.

Proxykrig som bagtæppe for danske missioner

En sidste pointe er ifølge de to lektorer proxykrigens betydning for mindre allierede, herunder Danmark, der engagerer sig militært ude i verden.

”Når Danmark involverer sig i en krig med proxyelementer, så er vi en junior-alliancepartner uden den store indflydelse på den overordnede strategi. Men proxykrigens dynamikker har stadig i allerhøjeste grad betydning for, hvordan man skal tænke danske militære bidrag og de risici, der er forbundet både mod vores styrker, men også mod den overordnede mission,” siger Troels Henningsen.

Han peger på Mali, hvor danske jægersoldater sidste år måtte rejse hjem efter kun få dage i landet, formentlig efter Rusland havde haft held med at tilsværte den vestlige koalitions tilstedeværelse. På samme måde mærkede danske soldater sidste år proxykrigen på egen krop, da talrige missiler affyret af Iran slog ned på en irakisk militærbase, hvor danske og internationale styrker er udstationeret.

Når flere stormagter blander sig i samme lokale konflikt, bliver det langt sværere at styre sin kæmpende proxy på landjorden, ligesom stormagtens strategi konstant udfordres af de andre stærke staters indblanding, forklarer Elias Götz, lektor ved Forsvarsakademiet (i midten af billedet). Foto: Marie Prangsgaard, Forsvarsakademiet

Sammen med den fortsatte risiko for stormagtskrig bør Vesten og Danmark indstille sig på hyppigere proxykrigsscenarier fremover, afslutter Troels Henningsen:

”Med god grund har vi for tiden fokus på Rusland og Ukraine, men hvis man kigger 10 til 20 år ud i fremtiden, er det meget sandsynligt, at danske soldater vil være på missioner i konfliktområder, der udvikler sig til proxykrige. Her vil de politiske og strategiske dynamikker mellem stormagterne være til stede hele tiden, også nede på det taktiske niveau blandt soldaterne.”