Overblik
Uddannelser
Efteruddannelse
Skoler
Konceptet Multi-Domain Operations vil forme moderne krigsførelse og stiller nye krav til Forsvaret og Forsvarsakademiets uddannelser.
Multi-Domain Operations dækker ikke kun over operationer til lands, vands, i luften, cyber og space, men også hvordan der opnås synergieffekter på tværs af domæner. Foto: Forsvarsakademiet/Forsvaret
På fremtidens kampplads skal beslutninger træffes og effekter skabes med endnu højere hastighed, end vi kender i dag. Fremtiden er allerede ved at tage form, og derfor knokler blandt andre NATO-landene på at finde ud af, hvordan deres individuelle forsvar kan håndtere en mere kompleks verden. Nationerne er mere præcist ved at finde ud af, hvordan de implementerer konceptet Multi-Domain Operations (MDO).
På Forsvarsakademiet følger man udviklingen nøje. For som sine allierede skal Danmark lære at anskue operationer på nye måder i den nærmeste fremtid. Det handler om at følge med udviklingen eller stå alene tilbage, forklarer Ian Bowers fra Institut for Militære Operationer, der leder Forsvarsakademiets forskningsprojekt ”Multi-Domain Operations og implikationerne for Danmark”.
”Multi-Domain Operations er den næste evolution i NATO. Det handler derfor om, hvor og hvordan Forsvaret kan gøre sig relevant for NATO. Følger vi ikke med udviklingen, bliver vi efterladt. Det er militære operationers natur, ” siger han. Institut for Militære Operationer forsker i hvordan Forsvarets enheder og kapaciteter indsættes mest effektivt i nuværende og fremtidige operationer. Den forskning danner grundlaget for Forsvarets uddannelser i operationer og giver Forsvaret et videnskabeligt velfunderet fundament for udviklingsarbejdet. Med forskningsprojektet om Multi-Domain Operations medvirker Forsvarsakademietderfor til, at Forsvaret har den mest aktuelle og brugbare viden om MDO.
Multi-Domain Operations er oprindeligt et amerikansk koncept, og derfor er amerikanerne på nuværende tidspunkt længst fremme. Men som Ian Bowers pointerer, er alle NATOs medlemslande enige om, at Multi-Domain Operations er en realitet, som hver nation stræber efter at mestre. Alligevel er der uenighed om, hvad det nye koncept nøjagtigt handler om – og hvordan det skal udføres. Det gælder både internt i NATO og hos de enkelte nationer, pointerer projektlederen. Oveni er der også uenigheder om, hvorvidt mindre nationer som Danmark overhovedet kan og har ressourcerne til at udføre Multi-Domain Operations.
”På Forsvarsakademiet er vi derfor ved at finde ud af, hvilke implikationer Multi-Domain Operations kan have for Danmark,” siger han og understreger, at det sker i tæt samarbejde med resten af Forsvaret, Danmarks allierede og med udgangspunkt i NATOs retningslinjer. ”Multi-Domain Operations kan komme til at få indflydelse på alle aspekter af det danske forsvar; doktriner, kapabiliteter, ledelse, organisation, uddannelse, alle disse vil skulle udvikles, hvis Danmark skal kunne deltage i multidomæneoperationer.”
Forsvaret opererer til lands, vands, i luften, cyber og space. Domænerne mestres af hvert sit værn, som har hver sine systemer, kontroller og kulturer. Med Multi-Domain Operations skal der ikke bare arbejdes sammen på tværs af værn som i værnsfælles operationer, men opnås synergieffekter på tværs af domæner. Det kræver for det første et klart overblik over kamppladsen, hvilket særligt skal faciliteres gennem dataindsamling og -analyse for at få præcise efterretninger, for det andet at en commander har forståelse for alle værns muligheder for effektskabelse, så de rigtige indsatser kan gøres på de rigtige tidspunkter.
Multi-Domain Operations fordrer, at indsatser orkestreres, koordineres og synkroniseres på tværs af domæner. Det er nødvendigt, fordi vores modstandere er blevet bedre til at udfordre os i alle domæner på samme tid. For at besvare de udfordringer hurtigt og effektivt, er vi også nødt til at blive bedre – og Multi-Domain Operations er det koncept, der skal hjælpe os derhen.
NATO har allerede identificeret en række faktorer, der er essentielle for alliancens evne til at udføre Multi-Domain Operations. For det første kræver MDO en data-centrisk approach, der anerkender data som et strategisk aktiv. Data kan stamme fra menneskelige kilder, radar- og våbensystemer, satellitter, sensorer, kunstig intelligens og mere eller mindre alt, der kan skabe et situationsbillede, så man kan handle effektivt på kamppladsen. Det kræver, at vi kan behandle data og reagere på data langt hurtigere, end vi kan i dag. Derfor hænger data også i høj grad sammen med udviklingen af teknologi, en anden af de essentielle faktorer, NATO har identificeret.
”Teknologi og data er fundamentalt nødvendige for at MDO kan udføres i praksis – men der er også en tendens til at tro, at alle problemer kan løses, hvis bare vi har den rigtige teknologi. Vores forskning viser, at det ikke er så simpelt”, siger Ian Bowers og fortsætter: ”MDO kræver ikke bare, at vi har de tekniske kapabiliteter. Vi skal også have det rigtige mindset og de rigtige organisatoriske forudsætninger, før MDO kan blive en realitet”
En af de mest essentielle faktorer for MDO, som NATO har identificeret, ser netop behovet for udviklingen af et MDO-mindset, gennem det de kalder ”right people, right skills”. Commanders og stab skal have de rette evner til at kunne se, hvordan kapabiliteter kan udnyttes på tværs af domæner til at skabe de rigtige effekter. Der er derfor både brug for domænespecialister, men også militært personnel, der kan tænke kreativt og på tværs. Det gælder ikke kun for militære ledere, men på alle stabsniveauer. Derfor ser Forsvarsakademiets projektgruppe blandt andet på, hvordan Forsvarets uddannelser skal inkorporere MDO og i hvilket omfang på de forskellige uddannelsesniveauer.
”Vi skal finde ud af, hvordan og hvilke teknologier, vi skal undervise i. Det, vi lærer dem og dermed prioriterer tid på under uddannelse, skal vi være sikre på kommer dem til gavn. I første omgang skal vi undervise dem i kritisk tænkning, så de er bevidste om den virkelighed, de vil møde,” siger han og understreger, at der derudover vil være behov for dataspecialister.
For at undersøge muligheder og samle erfaringer, deltager Ian Bowers sammen med resten af arbejdsgruppen i seminarer, konferencer og workshops med militære underviser fra hele verden.
I februar arrangerede projektgruppen Forsvarsakademiets egen workshop om MDO og militær uddannelse. Her var undervisere og embedsfolk fra 16 nationer, herunder USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Norge og Danmark, inviteret til Kastellet til to dages præsentationer, erfaringsudveksling og debat med fokus på de udfordringer og muligheder, MDO-fokuseret undervisning præsenterer.
Selv om Forsvarsakademiet særligt søger viden om, hvordan MDO skal udføres af en mindre nation, mener Ian Bowers, at Forsvarsakademiet kan lære meget af større nationer.
”Vi inviterede nationer af alle størrelser, da vi har brug for et stort perspektiv for at kunne samle erfaring,” forklarer han og fortsætter: ”Internt i NATO diskuterer man sjældent intern, national militæruddannelse. Derfor var det godt, at vi kunne mødes og pakke emnet ud som undervisere. Undervejs fik vi en fornemmelse for, hvor hver nation er i sin udvikling samt de udfordringer og dilemmaer, som kan opstå ved Multi-Domain Operations.”
Ifølge oberst Thomas Funch Pedersen, chef for Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet, kan instituttet netop gennem sine internationale netværk trække på den nyeste viden og følge aktuelle tendenser på tværs af NATO. Det giver os mulighed for at forudse Forsvarets behov, rådgive og understøtte Forsvarets beslutninger i forhold til MDO.
Da Multi-Domain Operations inddrager alle værn, kræver konceptet også, at man ved, hvordan det blandt andet kan påvirke emner som folkeretten, cyberspace, ledelse og de enkelte værns metoder, vilkår og materiel. Som en del af projektet om Multi-Domain Operations ser hvert af Forsvarsakademiets institutter nærmere på, hvad konceptet kan betyde for deres fagområde. På sigt skal forskningen danne grundlag for videre arbejde og forståelse for konceptets omfang. Forsvarsakademiet deltager af samme grund i et internationalt netværk, hvor en række nationer deler erfaringer og viden om Multi-Domain Operations.
For Ian Bowers er implementeringen af Multi-Domain Operations en udviklende proces. Derfor ser han grund for at løbende indarbejde elementer fra MDO i uddannelserne og frem mod, at Forsvaret kan udføre MDO.
”Vi er ikke interesserede i at smide alt ud og starte forfra. Vi er tværtimod interesserede i at bygge oven på det, vi allerede har. Som vi udvikler uddannelserne, lærer mere om Multi-Domain Operations og hvordan vi skal uddanne, kan vi efterhånden bygge flere komponenter på,” forklarer han.
Ian Bowers har sammen med sine kollegaer ved Institut for Militære Operationer arbejdet på projektet om MDO i snart halvandet år.
Vi besluttede tidligt, i samråd med FKO, at allokere ressourcer til opbygning af viden om MDO. Den satsning gør det nu muligt, at vi kan støtte FKO overvejelser omkring MDO, bidrage til NATO MDO arbejde samt gøre os positivt bemærkede i det internationale forskningsmiljø, forklarer oberst Thomas Funch Pedersen.
Projektet har desuden bidraget til et tættere samarbejde på tværs af fagligheder internt på FAK og mellem IMO og FKO, siger han og understreger betydningen af det tætte samarbejde med resten af Forsvaret, når det gælder forskning og udvikling.
Selv om Danmark endnu ikke er på et niveau, hvor MDO kan integreres fuldstændigt i Forsvarets træning og konkrete operative situationer, mener Ian Bowers ikke, at det skal holde Forsvarsakademiet fra at undervise i konceptet. ”Selvom vi ikke ved alt, ved vi nok til at undervise,” understreger han.
For at skabe en forståelse og basal viden om konceptet bliver Multi-Domain Operations derfor implementeret løbende på Forsvarets uddannelser. Eksempelvis vil kursister på kurset Strategisk Ledelse få større indsigt i hvert værns kapaciteter. På den måde vil officerer fra Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet vide mere om hinandens domæner herunder også cyber og space. Ifølge Ian Bowers skal det blandt andet ske ved brug af wargaming.
Wargaming er en scenarie- og spilforankret metode baseret på konflikt mellem stridende parter. Forsvarsakademiet benytter wargaming på en række uddannelser og kurser, og metoden vil præge undervisningen i MDO. I første omfang fokuserer Forsvarsakademiet på at uddanne officerer på masterniveau, og senere vil kadetter også modtage undervisning i MDO. På sigt planlægger Forsvarsakademiet, at Forsvaret generelt også skal kunne træne i MDO.
Men implementeringen af MDO er et stort projekt, som Ian Bowers selv pointerer. Derfor deler forskningsgruppen udviklingen op og ser på et led af gangen. Selv om de allerede gør sig overvejelser om undervisningen, fokuserer de i første omgang på at skabe den viden og bevidsthed, som senere skal danne grundlag for undervisningen.
”Vi skal hjælpe Forsvaret med at være klar til den næste generation af fremtiden. Forsvarsakademiet skal derfor i første omgang nå foran udviklingen ved at opbygge bevidsthed og viden,” forklarer Ian Bowers.
Derfor afholder projektgruppen årlige workshops om MDO med både danske og internationale deltagere og deltager selv i konferencer om alle aspekter af MDO. Derudover skal projektgruppen og resten af Forsvarsakademiet løbende bedrive forskning om MDO.
Ian Bowers er lektor ved Center for Værnsfælles Operationer hvor han forsker i militær strategi, sikkerhedspolitik og teknologi. Billede: Kamilla Elming Lausten, Forsvarsakademiet
Institut for Militære Operationer er Forsvarets videnscenter inden for militære operationer og uddanner officerer, der effektivt kan indgå i planlægning og gennemførelse af operationer på alle niveauer. Instituttet består af fire centre; Værnsfælles Operationer, Landmilitære Operationer, Maritime Operationer og Luft- og Rumoperationer.