Overblik
Uddannelser
Efteruddannelse
Skoler
Forskningsprojektet skal undersøge udviklingen i krisestyringen i Danmark, Norge og Sverige under og efter coronapandemien.
Arctic Light øvelsen i Grønland 2021 samlede aktører i Arktis fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, Hjemmeværnet, grønlandske myndigheder og enheder fra det amerikanske luftvåben. Foto: Steffen Fog.
Rasmus Dahlberg, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, og Andreas Hagedorn Krogh, adjunkt ved Institut for Ledelse og Organisation, skal de næste tre år lede forskningsprojektet ’RESECTOR: Reinterpreting Sector Responsibility in Nordic Crisis Management after COVID-19’. Projektet skal undersøge udviklingen i krisestyringen i Danmark, Norge og Sverige under og efter coronapandemien.
Det nordiske forskningsråd NordForsk har bevilget ni millioner norske kroner til projektet, som har fokus på, hvordan større kriser udfordrer ét af de grundlæggende principper for nordisk krisestyring, nemlig sektoransvarsprincippet.
Sektoransvarsprincippet indebærer, at de myndigheder, som har ansvaret for en given sektor til hverdag også har ansvaret under krig og kriser. Derfor har sundhedsmyndighederne eksempelvis ansvaret for sundhedskriser, og energimyndighederne har for energikriser. Coronakrisen viste dog, at omfattende og langvarige kriser ikke bare kan puttes i kasser, men skaber behov for central, tværgående koordination.
”I Danmark så vi, hvordan der opstod et helt nyt lag i den nationale krisestyringsorganisation,” påpeger lektor Rasmus Dahlberg og fortsætter:
”Den såkaldte AC-gruppe kilede sig ind mellem det politiske krisestyringsniveau og den strategiske koordination mellem sektormyndighederne, som foregår i den Nationale Operative Stab, og man etablerede en egentligt overordnet operationsstab. Vores projekt skal blandt andet undersøge, hvordan dette skete, og hvad det betyder for den fremtidige krisestyring i Danmark og i Norden,” uddyber han.
Rasmus Dahlberg skrev ph.d.-afhandling i samarbejde med Beredskabsstyrelsen, før han i 2017 kom til Forsvarsakademiet. Andreas Hagedorn Krogh forsker i offentlig styring og skal lede ét af projektets arbejdspakker, der ser på udviklingen af krisestyringens organisering under pandemien.
”Under coronakrisen så vi en helt afgørende konflikt i krisestyringen udfolde sig i fuld flor, nemlig konflikten mellem central, hierarkisk styring og netværksbaseret koordination mellem sektorer”, forklarer Andreas Hagedorn Krogh og uddyber:
”Robust og effektiv krisestyring kræver fleksibel tilpasning til situationen. Det helt store spørgsmål er, hvordan man fra centralt hold leder og organiserer en koordineret indsats uden at centralisere magten og handlekraften i et enkelt punkt i toppen af den offentlige organisation. Det bliver vi meget klogere på over de næste tre år,” siger han.
NordForsk støtter forskningsprojekter, som går på tværs af de nordiske lande, og derfor har Forsvarsakademiet sat sig i spidsen for et konsortium, som også består af Mitt Universitetet i Sverige og Nord Universitetet i Norge. Tilsammen udgør de tre institutioner et team, hvor forskellige fagligheder og forskningsmiljøer fra hver deres vinkel bidrager til det tværfaglige projekt.
Dekan Henrik Breitenbauch lykønsker Rasmus Dahlberg og Anderas Hagedorn Krogh med bevillingen.
”Projektets fokus på krisehåndtering og samfundssikkerhed i dialog med relevante interessenter er et udtryk for præcis den type problemdrevet forskning, der kendetegner Forsvarsakademiets vidensproduktion. Samtidig understreger det, at vi på Forsvarsakademiet er konkurrencedygtige i forhold til at levere forskning på et niveau, der kan sikre forskningsbevillinger af denne karakter,” siger han.
Ud over lektor Rasmus Dahlberg og adjunkt Anderas Hagedorn Krogh vil Forsvarsakademiet opslå et ph.d.-stipendiat finansieret gennem forskningsprojektet. Et antal publikationer er planlagt til at udkomme inden for rammerne af projektet, herunder en engelsksproget bog møntet på studerende, forskere og praktikere inden for samfundssikkerhed. Projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2025.
Rasmus Dahlberg, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, har tidligere forsket søværnets civile opgavegaveløsning i historisk og nordisk perspektiv samt Forsvarets støtte til politiet 1968-2018.
Rasmus Dahlberg
Lektor, Ph.D. og faglig leder ved Center for Samfundssikkerhed, Institut for Strategi og Krigsstudier.
Telefon: +45 30 70 39 92
E-mail: rada@fak.dk
Indhold fra Twitter kan ikke vises, da du ikke har accepteret tredjeparts-cookies.