Foto af Dannebrog og fregat i Grønland.

Dannebrog og inspektionsfartøj i Grønland. Foto: Forsvarsakademiet

Donald Trump forsøger at købe Grønland, mens USA åbner en ny repræsentation i Nuuk. Russiske ubåde og fly kan true Grønland og Færøerne, som indgår i Kinas planer om en “Polar Silkevej”. Klimaforandringerne åbner for nye sejlruter og udvinding af olie, gas og mineraler. Samtidig får grønlandsk og færøsk selvstændighedstrang Rigsfællesskabet til at knage i fugerne.

 

Den sikkerhedspolitiske situation i Arktis og Nordatlanten er under forandring. Det undersøger den nye bog ”Sikkerhedspolitik i Arktis og Nordatlanten”, der ser nærmere på de udfordringer, de sikkerhedspolitiske dynamikker i området medfører for Rigsfællesskabet og specifikt for Forsvaret.

 

Fokus på Rigsfællesskabet og Forsvaret

Rigsfællesskabet står over for en ny sikkerhedspolitisk virkelighed, og bogen undersøger blandt andet, hvad stormagtskonkurrencen mellem Kina, Rusland og USA i Arktis og Nordatlanten betyder for Rigsfællesskabet og Forsvaret.

 

De to redaktører bag bogen er Camilla Tenna Nørup Sørensen og Jon Rahbek-Clemmensen, begge lektorer og ph.d. tilknyttet Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.

Det er den første danske bog, der ser nærmere på den sikkerhedspolitiske konkurrence i regionen.

 

”Stormagtspolitikken er under forandring i disse år, hvor USA’s dominerende position i udfordres af Kina med stigende spændinger og mistillid mellem Washington og Beijing til følge. USA-Kina stormagtskonfrontationen bliver i stigende grad den overordnede ramme for international økonomi, politik og sikkerhedspolitik. Spændingerne mellem de to stormagter udspiller sig forskelligt i forskellige regioner. I Arktis, hvor isens tilbagetrækning åbner regionen for mere aktivitet af forskellig art, bidrager den ændrede stormagtskontekst særligt til øgede usikkerhed og uforudsigelighed i forhold til spørgsmålet om, hvor Arktis, inklusive samarbejdet i arktiske institutioner, bevæger sig hen. Her spiller også Rusland, der de senere år har øget landets militære tilstedeværelse og aktivitet i regionen, en rolle,” siger Camilla Tenna Nørup Sørensen.

 

Hun fortsætter:

 

”Samlet ser vi en udvikling, hvor arktisk lavspænding er under pres – såvel stormagterne som andre aktører øger deres fokus og økonomisk og militære aktivitet i regionen. Der er tale om komplekse gensidige samspil og afhængigheder mellem udviklinger i det overordnede stormagtsspil og udviklinger i Arktis. Det er det, som vi prøver at fange i bogen med fokus på, hvordan det udfordrer de enkelte rigsdele, Rigsfællesskabet som helhed og Forsvaret”.

 

Bogen giver læseren konkret viden om den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis og Nordatlanten og om de forandringer, der foregår internt i Rigsfællesskabet. Samtidig bliver man som læser også klogere på, hvilke muligheder og udfordringer Danmark, Færøerne og Grønland står overfor, herunder på det forsvarspolitiske område.

 

Bogen undersøger også, hvordan dansk forsvar kan håndtere de nye militære udfordringer, der er i regionen. Jon Rahbek-Clemmensen uddyber:

 

”Tit handler den sikkerhedspolitiske debat om Arktis og Nordatlanten mest om forholdet mellem stormagterne, og det bliver glemt, at Forsvaret også pludselig befinder sig i en ny virkelighed i regionen. Det ville vi gerne råde bod på, så vi har fået nogle af Forsvarsakademiets dygtigste militæranalytikere til at undersøge, hvad stormagtskonkurrencen konkret betyder for Flyvevåbenet, Søværnet og for Forsvaret mere generelt. Det giver os en unik mulighed for at hjælpe med at udvikle nye løsninger, som er til gavn for Forsvaret”.

 

Bidrag fra syv forskere og militæranalytikere ved Forsvarsakademiet

Bogen er opdelt i tre blokke, der kortlægger stormagtsforholdende i Arktis og Nordatlanten, Rigsfællesskabet og de strategiske og operative udfordringer for Forsvaret. I alt otte forskere og analytikere fra Institut for Strategi og Krigsstudier og Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet har bidraget til bogen.

 

Foruden Camilla T. N. Sørensen og Jon Rahbek-Clemmensen er det Jørgen Staun, lektor og ph.d., Peter Viggo Jakobsen, ph.d. og lektor, Anders Puck Nielsen, orlogskaptajn og militæranalytiker, Steen Kjærgaard, major og militæranalytiker, Karsten Marrup, major og militæranalytiker, og Esben Salling Larsen, major og militæranalytiker.

 

Derudover har Kristian Søby Kristensen og Lin Alexandra Mortensgaard, hhv. seniorforsker og forskningsassistent på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, Rasmus Leander Nielsen, ph.d. og adjunkt på Ilisimatusarfik, Ulrik Pram Gad, seniorforsker og ph.d. på Dansk Institut for Internationale Studier, Sara Olsvig, ph.d.-studerende på Ilisimatusarfik, Beinta í Jákupsstovu, ph.d. og lektor emerita på Molde University College, og Jens Christian Svabo Justinussen, lektor og ph.d. på Færøernes Universitet, bidraget til bogen.

Om redaktørerne

Camilla Tenna Nørup Sørensen, ph.d. og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier.

 

Jon Rahbek-Clemmensen, ph.d. og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier.

 

Begge er tilknyttet Center for Arktiske Sikkerhedsstudier. Læs mere om centeret her.