[Oprindeligt publiceret af Forsvarsakademiet]

Rundbordet havde deltagelse af Forsvarsministeren samt policy makers, beslutningstagere, repræsentanter fra den operative del af Forsvaret samt fra det diplomatiske miljø og forskningsverdenen.

Rundbordet fokuserede på de geo-strategiske og sikkerhedspolitiske udfordringer Danmark, allierede og partnere oplever i Østersø-regionen, herunder udviklingen i trusselsbilledet særligt i forhold til Rusland samt muligheder for afskrækkelse.

Ved rundbordet gav Forsvarsministeren sit bud på truslen fra Rusland, hvorefter ministeren indgik i en informativ og engageret diskussion med de inviterede. Herefter præsenterede tre internationale eksperter deres perspektiver på Ruslands tilgang til moderne krigsførelse, udviklingen i den amerikanske tilgang til håndteringen af Rusland samt Vestens muligheder for afskrækkelse. Til sidst var der afsat tid til diskussion blandt alle deltagere.