[Oprindeligt publiceret af Forsvarsakademiet]

Chefen for Institut fra Sprog og Kultur, oberstløjtnant Nicolas Veicherts, bød velkommen til familiemedlemmer og venner til de 21 sprogofficerer som i dag blev udnævnt på Forsvarsakademiet. ”Forsvaret skylder jer en tak for tålmodigheden og støtten” sagde han til gæsterne, og måtte samtidig forberede dem på, at de nok skulle fortsætte med det. For alle sprogofficererne er klar til deres udsendelser, de venter forude. Af de 11 nyudnævnte arabisktalende sprogofficerer skal halvdelen udsendes til træningsmissionen i Irak fra august (træningen er i gang) og halvdelen til februar 2017. Af de 10 russisktalende sprogofficerer skal fire udsendes til en ny træningsmission i Ukraine fra september 2016, mens de resterende kan forvente udsendelse i 2017.




Kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet, Nils Wang, holdt også en tale for sprogofficererne og deres fremmødte familie og venner, og lagde ikke skjul på, hvor vigtig en rolle de kommer til at spille for Forsvaret. ”War is what happens when language fails”, citerede han Margaret Atwood for at sige.



Til udnævnelsen fik de udleveret deres bevis og lykønskedes af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, Kontreadmiral Nils Wang, Oberstløjtnant Nicolas Veicherts og Oberst Alexa.



Tre af sprogofficererne fik en særlig udnævnelse. Løjtnant Alexander Skygebjerg Christoffersen og Løjtnant Anders Juul Nielsen fra henholdsvis russisk- og arabisk-holdet blev udnævnt til de bedste kammerater af deres respektive hold, og Løjtnant Amalie Helweg Johnsen blev kåret som den bedste løjtnant for sprogofficershold 2016.



Amalie fik bl.a. disse ord med på vejen. Den mest helstøbte officer på hold 2016 er en løjtnant, der er initiativrig, handlekraftig og tager ansvar for helheden samtidig med, at de sproglige kompetencer og viden om kultur er på plads.
Løjtnanten har holdt humøret højt under alle forhold - og har med sin altid positive, konstruktive og loyale tilgang overfor både kammerater og skolens stab været et stort aktiv for det samlede holds flotte resultat. Løjtnanten har en robust psyke, en stærk fysik og forventes at ville løse sine opgaver i felten med et meget udmærket resultat.



Alexander fik bl.a. sat disse ord på kåringen: ”I et miljø, hvor der er meget på spil, og hvor egne interesser ofte vægtes højest, har du hele vejen igennem vægtet fællesskabet og ofret dig for os, når det var nødvendigt. Du har lært os, at man ikke kan bestige bjerget med hænderne i lommen, og du har vist, at du gerne hopper af din egen stige for at holde vores, så vi ikke falder ned”.

Anders fik bl.a. disse ord med på vejen: ”Han står altid klar til at hjælpe sine kammerater og forventer ikke noget igen. Dette har ofte været nødvendigt, for vedkommende har gennem hele forløbet haft en forudgående militær viden og forståelse, som mange af os andre først skulle lære undervejs”.

Stort tillykke til alle med udnævnelsen!