[Oprindeligt publiceret af Forsvarsakademiet]

Forsvarsakademiets Kommunikationssektion søger en praktikant i perioden omkring 1. februar 2017 til 30. juni 2017.
 
Du vil primært have fokus på webformidling om vores forskning og uddannelser til målgrupper i Forsvaret, potentielle studerende på universiteterne og forskningsinstitutioner i ind- og udland. Du vil indgå i redigeringen af vores hjemmeside og intranet og i produktion af bl.a. webnyheder, nyheder til vores interne nyhedsbrev og til SoMe. Der vil også blive mulighed for længere reportager og forskningsartikler til Forsvarets medarbejderavis samt podcast og videoproduktion.
 
Du vil indgå i Kommunikationssektion, som består af en kommunikationschef, en webmaster/social media manager, en journalist og en layouter. Vi er en lille afdeling, der har travlt med alt fra journalistiske produktioner, over web og SoMe til kommunikationsrådgivning og publikationsvirksomhed. Vi hjælper hinanden, der hvor det er nødvendigt og holder et højt serviceniveau over for resten af organisationen.
 

Om dig
Du kan dit journalistiske håndværk og har eventuelt også en foto- og/eller videofotograf gemt i maven.
Du kan skrive på både dansk og engelsk.
Du er ferm til webredigering – gerne kendskab til Sharepoint og HTML.
Du er en habil bruger af SoMe og har evt. kendskab til professionel brug af Instagram, LinkedIn, Facebook og Twitter.
Og så har du gode opsøgende egenskaber, nysgerrighed, og er en god kollega, der hjælper, hvor der er behov.

 
Om Forsvarsakademiet

Forsvarsakademiet er Forsvarets forsknings- og uddannelsesinstitution. Vi forsker, formidler og uddanner officerer inden for militære operationer og strategi, sikkerheds- og forsvarspolitik, militær ledelse og militærhistorie. Vi er ca. 270 militære og civile medarbejdere, som alle arbejder for at skabe nogle af de bedste officerer i NATO.

 
Kontakt
For mere information om Forsvarsakademiet kan du besøge Forsvarsakademiets hjemmeside www.fak.dk. For uddybende spørgsmål til stillingsindholdet er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Marianne Smedegaard Hansen, maha@fak.dk tlf.: 25552185 eller webmaster/SoMe manager Lisa Lorentzen på lilo@fak.dk, tlf. 41773306.
 
Motiveret ansøgning inklusiv CV og relevant studiedokumentation fremsendes til maha@fak.dk Ansøgningsfristen er onsdag den 30. nov. 2016 klokken 10.00, samtaler afholdes løbende.