[Oprindeligt publiceret af Forsvarsakademiet]

I Forsvarsforlig 2013-17 står, at Forsvarets officersuddannelser skal akkrediteres på diplomniveau, samt at videreuddannelsesforløb for officerer til tilpasses principperne bag akkrediteringsmodellen.
¨¨
Forsvaret kan nu sætte et hak ved opgaven. Akkrediteringsrådet har givet sin blåstempling på, at den Militære Diplomuddannelse, som er en del af officersuddannelserne, og Master i Militære Studier nu er officielt akkrediterede uddannelser.

- Det er en stor dag for Forsvarsakademiet. Akkrediteringen er en anerkendelse af og tro på Forsvarets uddannelser for officerer. Vores uddannelser har nu fået et kvalitetsstempel, og det er muligt at sammenligne vores uddannelser med de civile voksenuddannelser på både grund- og videreuddannelserne, siger kontreadmiral Nils Wang.

Den lange og komplicerede proces med at få akkrediteret uddannelserne har været ført an af Forsvarsakademiets dekan Ole Kværnø.

- Processen har været hård, ikke mindst fordi vi med de igangværende officersuddannelser har nogle virkeligt gode professionsbacheloruddannelser. Så vi har måttet skære nogle hjørner af for at få det hele til at gå op. Men det har hele tiden været ud fra et klart fokus på Forsvarets operative behov, siger han.

En akkreditering afhænger altid af, at der er tæt sammenhæng mellem det akademiske indhold og behovet i professionen. Derfor er akkrediteringen også en garanti for, at uddannelserne er direkte målrettet Forsvarets operative behov.

- Med akkrediteringen af uddannelserne har vi fået bevis på, at et højt forsknings- og vidensniveau går hånd i hånd med praksis og med den operative opgaveløsning i Forsvaret. Hvis uddannelserne ikke gjorde dette, var de simpelthen ikke blevet akkrediteret, siger Ole Kværnø.

Arbejdet med at få en akkreditering er dog ikke slut med Akkrediteringsrådets positive melding. En akkrediteret uddannelse skal gen-akkrediteres hvert sjette år, og inden da skal alle dele af uddannelsen leve op til de kvalitetskrav, som er beskrevet i ansøgningen om at blive akkrediteret.

- Vi er allerede i fuld gang med at implementere de kvalitetskrav, som en akkreditering kræver. Det gælder både på det forskningsmæssige niveau, det pædagogiske niveau samt i hele planlægningen af den enkelte uddannelse. Og det er mindst lige så krævende, som det at skrive ansøgningen var, fortæller Ole Kværnø.

Den første Militære Diplomuddannelse går i luften i 2016, mens den akkrediterede Master i Militære Studier starter op i 2015.